Udflugt til Ibiza
Ibiza er kendt for sit legendariske natteliv med masser af festglade mennesker, musik og alkohol, men Ibiza er meget mere end det. Ibiza er også eksotiske strande, historiske seværdigheder og gode shopping muligheder. Stemningen på Ibiza er generelt meget afslappet og løssluppen. Her er plads til alle. Du sejler fra Mallorca til Ibiza fra havnen i Palma.
Historien på Ibiza
Ibiza har flere seværdigheder, der er på UNESCOs verdensarvsliste. Gå en tur igennem de smalle gader i Ibiza bys gamle bydel og nyd stemningen og historien, når du gør stop ved Santa Maria d’Eivissa katedralen, der er bygget helt tilbage i 1200 tallet. Fra den gamle bymur er der en fantastisk udsigt til havet og det charmerende havnekvarter.
Der er også flere gode museer i Ibiza by. Både det arkæologiske museum og museet for moderne kunst er et besøg værd.
Besøg Ibizas skønne strande
På Ibiza finder du både store og populære strande, som Playa d’en Bossa, der er omgivet af hoteller og ressorts, og mindre strande, som Cala Salada, hvor der er mere roligt.
Sandet er fint og vandet er klart, og der er gode muligheder for dykning og andre vandaktiviteter på Ibiza. På Ibiza er der også flere nudiststrande, som fx Playa Cavallet.
Sant Antoni de Portmany
Byen Sant Antoni de Portmany er den mest besøgte på Ibiza. Her er masser af turister, fest og farver, men også en hyggelig strandpromenade, gode restauranter og muligheder for at tage på udflugt med de mange både, der ligger i den lille havn.
Shopping på Ibiza
Der er mange gode muligheder for at shoppe på Ibiza. Her er alt fra moderne modebutikker, der ligger som perler på en snor i Ibiza by til spændende markeder. Et af de mest kendte, og nok også et af de bedste, er The Hippy Market i den lille by Es Cana. Markedet finder sted hver onsdag, og her føler man, at man er kommet tilbage til 1970’erne.
Naturen på Ibiza
Næsten halvdelen af Ibiza er dækket af fyrreskov og på den nordlige del af øen breder Els Amunts bjergkæden sig. Her er mandel-, figen- og oliventræer og ligesom på Mallorca finder du også her fascinerende drypstenshuler, som grotten Can Marçá.