Mallorca er kendt for sine familievenlige badestrande og historiske byer, men de mest spektakulære seværdigheder er uden tvivl Mallorcas underjordiske grotter og drypstenshuler.
Oplev selv det fascinerende naturfænomen på din næste tur til den spanske ferieø. Tag børn og bedsteforældre i hænderne, og hjælp hinanden ned ad de glatte stier. Her får I nemlig en oplevelse ud over det sædvanlige.
Mallorca.dk guider dig til de mest populære grotter og drypstenshuler på Mallorca. Velkommen til eventyrlandene under jordens overflade.
Dragegrotterne – Cuevas del Drach
Faktisk findes der flere hundrede grotter og drypstenshuler på Mallorca, men langt de fleste er for små til gæster. Det gælder heldigvis ikke Cuevas del Drach, eller Dragegrotterne på dansk, som er en af øens mest populære attraktioner – og den suverænt mest kendte af de mange grotter og drypstenshuler på Mallorca.
Dragegrotterne er beliggende nær havnebyen Porto Cristo på den østlige kyst. Her er kort afstand til andre populære feriemål som Cala Millor og Cala Bona, og mange hoteller arrangerer transport. Ligeledes kører der taxaer og busser til stedet.
Gå på opdagelse i de fire sammenhængende Dragegrotter, som er dækket af drypstensformationer og oplyst af fascinerende lysshow, som vil tage pusten fra både store og små. I Cuevas del Drach findes også Europas største underjordiske sø, hvor du vil opleve en akustisk koncert, du sent vil glemme.
Et sandt eventyrland under jorden – og uden tvivl en af de mest betagende grotter og drypstenshuler på Mallorca.
Cuevas del Hams
Dragegrotterne er særdeles velbesøgte og ikke uden grund. Men foretrækker du at gå på opdagelse med lidt færre turister, så findes der en række lige så fascinerende grotter og drypstenshuler på Mallorca.
Cuevas del Hams er ligesom Dragegrotterne beliggende tæt ved havnebyen Porto Cristo, og også her kan du opleve imponerende lysshow og en koncert på grotternes egen underjordiske sø, Sea of Venice.
Cuevas del Hams er på dansk kendt som Fiskekrogshulerne, for her er stalaktitterne formet som kroge. Og som du sikkert har gættet, er Hams catalansk for fiskekrog. Et helt særligt syn, som med garanti vil imponere både store og små.
Cuevas de Arta
På Mallorcas nordøstlige næsetip kan du også besøge Cuevas de Arta nær byen Capdepera. Indgangen er unikt placeret på et plateau højt over havets overflade, men inden for dykker grotterne 300 meter.
Tag med ned i dybet til fascinerende drypstensformationer og eventyrlige farver. Ved Cuevas de Arta varer de guidede ture små 40 minutter, og kun en gruppe har adgang ad gangen. Her kan du altså i ro og mag opleve en af de flotteste grotter og drypstenshuler på Mallorca.
Velkommen til Cuevas de Arta.