Rejser du til Østkysten på Mallorca finder du en charmerende blanding af bugter og vige, små fiskerlejer og naturhavne, nye turistbyer og små afsides strande. Inde i baglandet strækker de lave bjerge Serres de Llevant sig ud og inviterer dig til vandring og cykelture. Yderst åbner bjergkæden sig med en perlerække af grotter og huler med fantastiske drypstensformationer, bugter og vige med sandstrande eller klipper med plads til dig og dit håndklæde og måske din udkårne.
Cala Ratjadas stille charme
De allerførste stråler rammer fiskeren, da han smider sine kasser op på land fra den lille fiskerbåd ved molen, fyldt med friske fangster fra havet lige uden for havnen i Cala Ratjada. En mand i sweater stiger ud af bilen – solen har endnu ikke fået bugt med morgenkøligheden. Han er tidligt på færde. Det er han nødt til, hvis han vil handle, for efterspørgslen er større end udbuddet, og i den engang så travle havn vugger nu langt flere lystbåde end fiskerbåde. Rejser du til Cala Ratjada på Mallorca kan du stadig følge det lille optrin på molen hver eneste dag, måske fra Bar Marítimo eller en af de andre caféer oppe bagved. Hotellerne breder sig rundt om byen og videre nordpå, hvor der er gode badestrande ved Cala Agulla og Platja de Son Mol, og runder du pynten og tager op på Artá-halvøens nordside til fods eller i bil fra Capdepera, breder pragtfulde naturskønne strande sig ud for badegæsterne i den fredelige Cala Mesquida.
Hotel deals i Cala Millor
Son Servera, Cala Millor og Cala Bona
Fuglene sejler behændigt ind og ud gennem de høje kirkevinduer i Eglésia Nova, men den nye kirke i Son Servera er et rent luftkastel, et ufærdigt bygningsværk fra begyndelsen af forrige århundrede, der kun mangler vinduer, tag og alt det indvendige. Byen havde alligevel ikke penge til at fuldføre byggeriet, så nu bruges den til koncerter under åben himmel og fuglenes leg med vinden. Son Servera ligger ved bjergkæden Serres de Llevant nogle få kilometer fra østkysten, hvor turismen vokser år for år, og på landsbytorvet, der bortset fra markedsdage lå stille hen indtil for få år siden, er der nu liv på caféen og legepladsen ved siden af. Holder du ferie i Cala Millor eller Cala Bona ved Artà-bugten, kan du på ingen tid smutte ind til Son Servera og opleve livet på torvet eller se mallorcinske dansere og musikere optræde i den luftige katedral. Omkring Cala Bonas lille havn finder du et charmerende miljø omkring fiskerbåde og lystsejlere – perfekt til afslapning uden krav om aktiv ferie. Caféer og barer i byens smalle gader er der nok af, men har du lyst til natteliv, er udvalget større, hvis du rejser til Cala Millor, hvor byens hoteller er flyttet helt ned omkring den mere end to km lange fine sandstrand.
Mød mallorcinerne i deres egen ferieby
Har du valgt en ferie i læ af Punta de N’Amer, det lille naturområde på næsset nord for Sa Coma og nabobyen S’Illot, har du direkte adgang til næsten en km sandstrand med skyggefulde palmer og pinjer og alle mulige faciliteter direkte på stranden. Du har heller ikke langt til Portocristo – en hyggelig gammel fiskerby lidt mod syd, hvor mange mallorcinere, især fra Manacor 15 km inde i landet, har deres eget lille sommersted i form af et hus eller en lejlighed. Portocristo er nok en af Mallorcas ældste havnebyer, for dykkere har fundet rester af et romersk skibsvrag lige ud for havnen, der strækker sig langt ind i centrum. Den godt beskyttede naturhavn har bevaret sit oprindelige miljø, og der er stadig fiskere, som sejler ud for at fange fisk ud for kysten. Rejser du til Portocristo kan du se dem komme ind med fangsten lige efter solopgang – og du kan selv tage ud at sejle, for eksempel med en udflugtsbåd fra havnen til en af kystens drypstenshuler.
Klassisk musik i Dragegrotterne
En båd glider over søens blanke overflade, mens vandet spejler et lille kammerorkester, der allerede rører instrumenterne, mens båden kommer nærmere. Publikum inde i drypstenshulen Coves del Drac, Dragegrotterne, slipper et kollektivt suk, da deres sanser har overbevist dem om, at det hele ikke er en drøm.
Dragegrotterne, der går langt ind i bjerget og dybt ned under jorden, har været brugt som gemmesteder for øens befolkning i århundreder, men Llac Martel, øen inde i grotterne, der har navn efter den franske huleforsker, som fandt den del af hulesystemet, har kun været kendt siden 1800-tallet. Sammen med drypstenenes fantastiske formationer har søen og måden at bruge den på gjort Dragegrotterne til det mest besøgte hulesystem på østkysten på Mallorca. Holder du ferie på østkysten på Mallorca kan du også se drypstenshuler i Coves d’Artá længere mod nord og i Coves del Hams nogle få kilometer ad vejen ind mod Manacor.
Perler i dyre domme
Uanset at Mallorcas berømte perler er kunstige, er de på deres egen måde lige så attraktive som de ægte perler fra havets bund. Majorica-perler er lavet på fabrik, men dybest set er det en proces, der benytter sig af de fif, som mennesket har afluret naturen. Og selv om det ikke tager helt så lang tid at lave en perle på fabrik, som det gør inde i en østers, så er det dog et stykke tålmodighedsarbejde. Perlerne adskiller sig fra de ægte ved at være mere ensartede i formen, fordi de bliver slebet og poleret undervejs, så ujævnheder undgås. Når du rejser til Mallorca, kan du få et lille kig ind i perlernes forunderlige verden ved et besøg på Majorica-fabrikken i Manacor, hvor der er blevet fremstillet perler i mere end 100 år – og har du råd, kan du vælge mellem hundredvis af forskellige typer smykker med perler i butikken ved siden af fabrikken.
Se video fra Cala Millor
Golf på Mallorca
Vil du spille golf på din Mallorca rejse, så er der mulighed for det nord for Cala Millor – og det endda i smukke omgivelser.
Capdepera Golf er en bane, der ligger i et flot og uspoleret naturområde. Golfbanens 15. hul er sågar kåret til Mallorcas smukkeste golf hul.
Golf de Pula er en klassisk spansk mesterskabsbane. Golfbanen er populær, og her spiller mange af Mallorcas kendisser.
Læs mere om Mallorca
Mallorca på midten – på midtøen hygger du dig gerne på udvalgte landhoteller med wellness, god mad, vandre- og cykelture samt timer ved poolen. Slet ikke værst.
Cala d’Or og Sydkysten – I badebugterne i Cala d’Or får du badeferie i topklasse. Her er lagt op til dejlige dage med fint, lyst sand og azurblåt hav på Mallorca.
Ved du mere om Cala Millor og Østkysten?
Du er velkommen til at skrive en kommentar til vores beskrivelse af Cala Millor og Østkysten, hvis du synes, at der mangler et godt tip om en særlig god strand eller en anden oplevelse.